Blodprøven
Når dit barn skal screenes for medfødte sygdomme, skal det have taget en blodprøve kort tid efter fødslen. Det sker ved et lille stik i hælen.

Blodprøven skal tages mellem 48-72 timer efter fødslen. Det er vigtigt, at prøven tages inden for dette tidsrum, fordi nogle af sygdommene kan udvikle sig hurtigt og i værste fald føre til alvorlige skader eller dødsfald få dage efter fødslen.
Går der mere end 72 timer
Hvis prøven ikke er blevet taget inden for 72 timer, bør den stadig tages så hurtigt som muligt. Det er bedre at blive screenet lidt for sent end slet ikke, da nogle sygdomme først viser sig flere måneder efter fødslen.
For tidligt fødte børn
Børn der er født før graviditetsuge 32, skal have taget den første blodprøve som normalt mellem 48 og 72 timer efter fødslen. Barnet skal herefter screenes igen, altså have taget en blodprøve mere, når det er nået den alder, der svarer til 32 fulde graviditetsuger. Den anden blodprøve tages tidligst en uge efter den første.
Hjemmefødsel
Børn der er født hjemme, kan også blive screenet for medfødte sygdomme. Her skal blodprøven også tages mellem 48-72 timer efter fødslen. Prøvet kan tages på et hospital med en fødselsafdeling eller i hjemmet.
Adopterede børn
Børn der er adopteret, kan også blive screenet uanset alder. Nogle sygdomme viser sig nemlig først lang tid efter fødslen. Blodprøven kan tages på et hospital med en fødeafdeling eller i hjemmet.
Behov for ny blodprøve
I nogle tilfælde skal der tages en ny blodprøve. Det kan fx være:
- hvis der ikke er blod nok på PKU-kortet
- hvis blodprøven er taget for tidligt
- hvis blodprøven er forurenet, dvs. har været i kontakt med fx væsker, creme, urin osv.